10/08/2011

JEG TÆNKER PÅ BRYSTER, BRYSTER OG BRYSTER…

Jeg har lige siden jeg var 15-16 år ønsket mig at få foretaget en brystforstørrende operation, og endelig kom dagen hvor det skulle ske!

Hvorfor en brystforstørrende operation?

Jeg har alle dage været ked af min lille barm, og en sådan operation ville give mig mere selvtillid og gøre mig mere kvindelig. Både min mor og søster har store fltte bryster, og jeg har alle dage været misundelig og drømt om at få større bryster.

BFO forundersøgelse på Nygart Privathospital

Jeg havde egentlig en først tid til forundersøgelse på Nygart Privathospital d. 8. August, men blev presset ind allerede d. 29. Juli. Jeg kom ind i klinikken, der ligger i Nyøstergade i København, hvor jeg først snakkede med deres sekretær, efterfulgt af ventetid i deres venterum. Jeg kom ind til kirugen Otto, han spurgte ind til mine mål, og hvad det var jeg gerne ville have ud af en brystforstørrende operation, vi snakkede frem og tilbage og prøvede en hel masse forskellige impentater, vi fandt den frem til den størrelse han mente passede til min krop, jeg kiggede mig i spejlet og tænkte “hold da op”.
Otto er rigtig profisionel, og ved hvad han snakker om, men han lytter også til ens mål med operationen, jeg følte mig rigtig tryg på klinikken.

Aftale om BFO på Nygart Privathospital

Mandagen efter jeg havde været til forundersøgelse på Nygart, ringede jeg som aftalt til deres telefon, vi aftalte en tid om operation onsdag d. 24. August, først tilbød sekretæren mig en tid d. 18. August, men vi fandt altså frem til den 24. August, da det passede bedre ind i forhold til mit arbejde, og Frederiks børn.

Kosmetikguiden.dk

Kosmetikguiden.dk er et forum for folk der ønsker eller har fået lavet en form for skønhedsoperationer, i form af næseoperationer, brystløft, brystforstørrelse ligesom jeg, osv.. Jeg læste meget på deres debatforum hvor du kan se før og efter billeder af pigernes operationer, samt du kan læse deres historier og erfaringer med de forskellige kliniker, impentater, m.m.. Jeg kunne ganske enkelt ikke lade være med at kigge på siden, og læste mere eller mindre alle indlæg der igennem tiden var skrevet om Nygart Privathospital, nu når jeg ser tilbage på det, vil jeg faktisk mene at det tog en smule overhånd, jeg begyndte at få flere og flere bekymringer omkring operationen, i stedet for at glæde mig til at operationen var overstået.

Dagene op til operationen

Fra jeg var til forundersøgelse på Nygart Privathospital til selve operationen, gik der 25 dage, og ventetiden var ulidelig!!! Jeg tænkte og drømte om bryster i døgndrift, og er sikker på jeg har været ulidelig at snakke med i perioden før jeg skulle opereres, da det eneste jeg kunne tænke på var “hvordan bliver de”, “går det galt”, “gør det ondt”, osv.

Operationsdagen

Frederik og jeg ankom til Nygart privathospital klokken halv otte, og ventetiden var ulidelig… de havde ikke åbnet på klinikken da vi ankom, så vi ventede udenfor på at vi kunne komme ind. Da vi kom ind i klinikken, blev vi bedt om at vente i deres venteværelse, hvorefter der kom en sød sygeplejerske og forklarede os om hele forløbet, hvorefter hun viste os ind til opvågningsrummet hvor jeg blev tildelt en seng. Efter noget tid blev vi hentet af kirurgen Olafur Einnarson, som endnu engang forklarede mig om forløbet og tegnede på mig, samt han spurgte mig om jeg havde nogle spørgsmål, mit eneste spørgsmål var: “hvornår kan I gå i gang?”. Da Frederik og jeg kom tilbage til opvågningsværelset var Frederik ligbleg i hovedet, og midt i det hele besluttede han sig for at forlade mig, så jeg sad der alene, og græd…. hele situationen var så overvældende for mig, og jeg kunne ikke finde ud af om jeg skulle grine eller græde. Frederik kom tilbage til opvågningsstuen lige før jeg blev hentet ind på operationsstuen, hvilket gjorde mig rigtig glad. Jeg blev hentet ind på operationsstuen af en rigtig sød sygeplejerske, og jeg blev lagt til rette på briksen og snakkede lidt med sygeplejerskerne, jeg følte mig omtåget og spurgte “har jeg ret I at jeg lige har fået narkose”, også kan jeg ikke huske mere, før end at jeg vågnede i sengen og ledte desperat efter Frederik, der ikke var at se på stuen…. sygeplejeskerne var rigtig søde og beroligede mig, og sagde han var på vej, men jeg var helt rundt på gulvet af narkosen og snakkede løs om alt i mellem himmel og jord. Efter lidt tid kom Frederik, og efter nogle timer fik vi lov til at komme hjem.

Siden opdateres løbende…

Ida

Ingen kommentar

Skriv en kommentar